Præsentation af tekst- og arbejdshæftet. 

El viaje por Latinoamérica er et begyndersystem, der har fokus på at give eleverne viden om den spansktalende verden samtidig med, at de opbygger og træner et basalt ordforråd og grundlæggende grammatik. Vi vægter højt, at eleverne hurtigt oplever succes med at kommunikere på spansk. 

Begyndersystemet er centreret omkring Santiago, en ung spanier, der i sit sabbatår rejser rundt i Latinamerika med sin kæreste María. 

I tekst- og arbejdshæftets første kapitel introduceres eleverne til det spanske sprog, mens kapitel 2 til 5  fokuserer på, at Santiago præsenterer sin familie og hjemby, Salamanca og forbereder rejsen.  I de resterende 10 kapitler følger vi hans rejse gennem Latinamerika – fra Cuba til Argentina. Vores mål er at give et nuanceret billede af Latinamerikas samfund, historie, kultur og natur som modvægt til streamingstjenesternes ofte stereotype fremstillinger af regionen med fokus på vold og narko.

Kapitlernes opbygning

Hvert kapitel er bygget op omkring en kort tekst,  skrevet på et enkelt spansk, ledsaget af gloser. Der findes desuden en lydfil på en tilhørende hjemmeside, så eleverne kan høre teksten oplæst. Til alle tekster hører enten spørgsmål eller opgaver, der minder om delprøve 1.  

Hvert kapitel introducerer desuden et eller flere grammatiske temaer. Da der ikke er en egentlig introduktion til grammatikken i hæftet, anbefaler vi,  at eleverne har adgang til en grammatikbog. Vi har skabt en progression, hvor eleverne kan følge med, og grundlæggende grammatiske områder repeteres løbende i hæftet. Der er plads til, at eleverne selv kan skrive i hæftet, så computeren kan holdes lukket i undervisningen. 

Derudover har hvert kapitel et ordforrådstema, fx tøj eller fritid,  med tilhørende skriftlige og/eller mundtlige opgaver.

Samtaleark 

Til kapitlerne 2 – 15 hører der et eller to samtaleark, der støtter eleverne i at udtrykke sig mundtligt og føre samtaler på spansk. Vi anbefaler at inddrage elementer fra samtalearkene i alle lektioner, så eleverne hurtigt oplever,  at de kan mestre en simpel samtale på spansk.

For at få mest muligt ud af samtalearkene anbefaler vi, at læreren: 

  • gennemgår arkene og f.eks. gør eleverne opmærksomme på de orange markerede ord, der viser, at der skal være særlig opmærksomhed på svarene – f.eks fordi verbet skal bøjes i 1. person ental. 
  • træner eleverne i at svare både bekræftende og benægtende på spørgsmål. 
  • opmuntrer eleverne til at træne og repetere gloserne.

Didaktiske valg 

Da denne udgivelse er et begyndersystem, er sproget didaktiseret derefter. Det betyder f.eks., at vi kun anvender præsens, udvidet nutid (estar + gerundium), nær fremtid og perfektum, også i tilfælde, hvor en native speaker ville have brugt f.eks. præteritum eller futurum.  


Hvad kan du bruge hjemmesiden til? 

El viaje por Latinoamérica har en tilhørende hjemmeside, hvor eleverne kan tilgå følgende: 

  • lydfiler med oplæsning af teksten 
  • quizlets med kapitlets temagloser (alle gloser findes også i hæftet)
  • supplerende digitale opgaver (opdateres løbende) 
  • en digital udgave af teksten, så eleverne  stadig kan følge med, selvom de har glemt deres tekst- og arbejdshæfte. 
  • lydfiler til ‘Preguntas inspiradoras’ på samtalearkene cap. 4 – 15 med eksempler på svar

Hjemmesiden har også en lukket sektion for lærere, hvor de kan finde: 

  • en opsamlende quiz til alle kapitler, som kan gives som lektie eller aflevering. Quizzen er selvrettende og giver eleverne positiv feedback ved rigtige svar samt en forklaring ved forkerte svar. Hvis quizzen gives som aflevering kan eleverne tage et screenshot af deres resultat, så læreren kan se deres score (men ikke de enkelte fejl).  
  • forslag til supplerende materiale til alle kapitler, f.eks. sange, videoer, film m.m.
  • spil til repetition og opsamling
  • forslag til afleveringer, der kan printes og laves i hånden 
  • en delprøve 1 og delprøve 2 til kapitel 15 

Vi håber, at I og jeres elever vil få stor fornøjelse af hæftet.

Lærke Marie Ryge og Camilla Jürgensen